Hvad er der galt med den indiske IT-industri?

Den indiske IT-industri oplever for tiden en del kritik – og mange iagttagere mener der er noget rivende galt. Jeg vil kort opsummere debatten i dette indlæg og dermed komme med en oversigt over de udfordringer, som den indiske IT-industri står overfor. Den typiske indiske IT-virksomhed er baseret på outsourcing af ydelser til primært USA & Europa. De indiske IT-virksomheder oplevede stor vækst i løbet af 00’erne, men har de seneste haft en faldende vækst, pressede marginer og dårlig udnyttelsesprocent med høj “Benchtime“.
Et af problemerne er forretningsmodellen bag IT-virksomhederne. Der satses på billig arbejdskraft og infrastruktur. Dette giver som udgangspunkt en god margin, og virksomhederne fortsatte med at ansatte store mængder af billig arbejdskraft for at kunne håndtere outsourcing-arbejdet. Dermed blev forretningerne større og virksomheder som Infosys, TCS, Wipro mv. fik hundredetusinder af ansatte. Men arbejdsopgaverne er oftest forblevet nederst i pyramiden med fokus på vedligeholdelse, test og simpel udvikling. Omkostningerne i Indien er nu steget pga. mangel på talent og med de højere lønninger, begynder mange vestlige virksomheder at sende deres outsourcing-arbejde til andre lande som Filippinerne eller Indonesien. På trods af på papiret et højt udbud af arbejdskraft, så er der mangel på kvalificeret arbejdskraft på selv de laveste niveauer da mange indiske IT-uddannede slet ikke klar til at indgå i et job. Eksempelvis så når flere virksomheder skal ansætte 5, så tager de måske 30 ind på et 3 måneder “træningsforløb”, hvorefter kun de 5 bedste fastansættes.
Så det har altså været et spørgsmål om høj volumen til lave priser med fokus på rene service-opgaver og udvikling for kunder. Altså ingen immaterielle rettigheder eller innovation som sådan. Der har tidligere været et stærkt service-perspektiv, og de færreste udviklede egentlige produkter. Dette er dog ved at ændre sig og mange indiske IT-virksomheder er nu begyndt at udvikle produkter, som de bedre kan sælge. Et produkt er markant mere skalerbart, og der behøves efter færdig-udvikling ikke ansættes i hundredetusinder uanset hvor mange licenser mv., der sælges.
Hvis man ser på den gennemsnitlige årlige profit pr. medarbejder hos de ledende indiske IT-virksomheder, så ligger den på mellem 38.000USD (TCS) og 45.000USD (Infosys). Og det er jo egentligt ikke imponerende, og ikke en måde at skabe en bæredygtig, skalerbar forretning.

Jeg møder tit mindre indiske IT-outsourcing virksomheder, som ønsker hjælp til deres udenlandske salg og strategi. Som oftest er min anbefaling enten at være fokuseret på højt niveau arbejde indenfor en niche eller at udvikle og sælge et produkt.

Jeg er af Karsten Eskelund blevet gjort opmærksom på et par interessante links, hvor man kan læse videre: blog & slideshare.

Så forhåbentligt kan den indiske IT-industri forlade fabrikstankegangen og komme højere op i fødekæden.

Men hvad er dine erfaringer med den indiske IT-industri?

4 responses to “Hvad er der galt med den indiske IT-industri?

  1. Spændende indlæg.. Det kunne måske skyldes, at den nye tilgang til udvikling har sænket behovet for mindre kvalificeret arbejdskraft pga. opgaverne kræver mindre kode i bl.a. RoR etc. Samtidig er der også en del der peger på at GUI ikke er så ligetil ifm. outsourcing…

    1. Helt enig. Det kan bestemt også spille ind. Og uanset – så er der vist et behov for at mange indiske outsourcing-firmaer rykker op i værdikæden…

  2. Hej Jacob,
    Jeg var i marts 2013 i Bangalore med en gruppe danske investorer. Vi besøgte bl.a. IT-selskabet MindTree. Jeg havde på forhånd kontaktet TCS, Infosys, Wipro og MphasiS, men de ville desværre ikke modtage os.

    Det er rigtigt at vækstraterne er faldet for de indiske IT-selskaber, men de vinder da stadig markedsandele fra deres vestlige konkurrenter som Accenture, Hewlett-Packard, CSC m.fl. Jeg synes det ser ud til at det er den globale efterspørgsel, der svigter. Måske er oursourcingtrenden ved at vende?

    Er du enig i at de indiske IT-selskaber vinder markedsandele? Hvis du er enig, virker kritikken af de indiske selskabers forretningsmodel lidt overdreven.

    Jeg er ved at skrive en lynanalyse af Infosys til Aktionæren (Dansk Aktionærforenings medlemsblad). Hvilke IT-selskaber er efter din mening Infosys’ hårdeste konkurrenter?

    1. Hej Thorleif,
      Tak for din kommentar. Lyder som en interessant tur. Ærgerligt I ikke fik mødt de andre virksomheder.
      Helt enig i det med den globale efterspørgsel.

      De indiske IT-selskaber vinder markedsandele, men jeg mener stadig at forretningsmodellen hænger – især på lidt længere sigt. Bl.a. pga. nogle af de udfordringer, jeg nævner i indlægget. Eksempelvis så er der udfordringer i at fokusere på arbejde nederst i værdikæden. De indiske virksomheder har problemer med at finde kvalificeret arbejdskraft til lave priser, som gør outsourcing interessant. Det er vel i høj grad en udfordring for hele industrien, og ikke som sådan bare enkelte virksomheder.

      Kort, så er Infosys’ hårdeste konkurrenter vel egentligt de andre store TCS, Wipro mv. Derudover er der jo hele underlaget af outsourcing-selskaber.
      Ellers er det vel hele den teknologiske udvikling, der gør en del af arbejdet overflødigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *