Er der lav interesse for iværksætteri i Norge?

Der har i den norske agurketid været fokus på en undersøgelse foretaget af Econa (Interesse- og arbejdstagerorganisation for civiløkonomer), som viser at norske civiløkonomi-studerende bliver mindre interesserede i at blive iværksættere og starte egen virksomhed op som studieårene går. Altså jo længere studietid, desto mindre interesse i at blive iværksætter. 6,8% av bachelorstudenterne svarer at de ønsker at starte egen virksomhed, mens 4,6% af masterstudentene har et ønske om at blive iværksættere.

Herefter konkluderes det flere steder (bl.a. på erhvervsnyt-sitet E24.no) at nordmænd generelt er uinteresserede i iværksætteri. Hvis man for at forstå interessen for iværksætteri ser på antallet af nystartede selskaber, så blev der i første kvartal af 2014 stiftet 6.947 nye aktieselskaber (Norge giver ikke mulighed for at oprette hverken anpartsselskab eller iværksætterselskab). Hvis man sammenligner dette med at der er oprettet 13.000 nye virksomheder i Danmark i løbet af 2014s første 6 måneder, så virker det jo ikke til at interessen er mindre end eksempelvis i Danmark. Nu kan Danmark jo have en allerede lav interesse for iværksætteri, men det er ikke synspunktet blandt folk i iværksættermiljøet.
Dog viser disse tal jo ikke hvilke typer virksomheder, der stiftes – hverken kvalitetsmæssigt, industrispecifikt eller lignende. Det kunne være værd at se videre på dette. Ikke fordi, nogle typer iværksættere nødvendigvis er bedre end andre. Men samfundsøkonomisk set, kan det jo være interessant hvis de fleste nye virksomheder er vækstiværksættere – uanset industri.

Så er interessen for iværksætteri lav i Norge? Jeg er faktisk usikker. Tallene viser jo at der stiftes mange virksomheder (eller i hvert fald tilsvarende antal som i Danmark). Umiddelbart er det mit (langt fra objektive) indtryk at interessen for de “sexede” tech startups er mindre i Norge, og at der er færre unge der nødvendigvis ser sig som den nye Mark Zuckerberg. Dette har måske noget at gøre med at iværksættermiljøet efter min mening er lidt mere umodent i Norge i forhold til de fleste andre vesteuropæiske lande (bl.a. Danmark og Sverige). Samtidigt er det, so det også påpeges mange steder, relativt nemt som veluddannet at få job i Norge, hvilket betyder at færre er tvunget til iværksætteri på grund af mangel på bedre.

Jeg vil i kommende indlæg fortsætte med at sætte lys på norsk iværksætteri.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *