Den norske oliefond og brændt gummi

Et typisk samtaleemne når snakken falder på Norge, er den norske oliefond, og den rigdom som Norge besidder gennem olien. Groft sagt, går overskuddet fra udvindingen af olie til oliefonden. Oliefonden er etableret for at at hindre den såkaldte fastlandsøkonomi overophedes og for at skærme den for effekten af varierende oliepriser. Dette betyder også midlerne udelukkende investeres i udlandet. Den store rigdom medfører naturligvis også en del etiske spørgsmål, senest omkring investeringen i selskabet bag Formel 1.

Men først lidt info om oliefonden. Dens officielle navn er “Statens pensjonsfond utland“. Fonden har en værdi på lige under 5000 millarder norske kroner – altså ca 1 millioner norske kroner per nordmand. Oliefonden forvaltes af Norges Bank Investment Management (NBIM). Der er investeret i ca. 8000 virksomheder, og Oliefonden kan maksimalt eje 10% af aktierne i et børsnoteret selskab. Oliefonden sidder på hvad der svarer til omkring 1,3% af verdens samlede aktier. Fonden er fuldt integreret i det norske statsbudget, men det er fastsat at staten kun kan bruge afkastningen fra fonden og ikke selve fondskapitalen. Oliefondens største aktieinvesteringer er Nestle, Royal Dutch-Shell, Novartis, HSBC og Vodafone. Investeringene i fonden var fordelt med 61,7 procent i aktier, 37,3 procent i rentepapirer og 1,0 procent i ejendom.Men læs mere på NBIMs hjemmeside.

Og nu tilbage til etikken. Med den store rigdom og den politiske natur i oliefonden, så kommer der også forventninger omkring hvordan pengene skal forvaltes og hvad der eksempelvis ikke kan investeres i. Etikken er igen blevet et diskussionsemne i den seneste tid på baggrund af at oliefonden i 2012 havde investeret 1,8  milliarder norske kroner i selskabet bag Formel 1. Selskabet stod til en børsnotering i 2012, men har siden kommet under et kritisk blik pga. beskyldninger om korruption mod hovedmanden bag selskabet, Bernie Ecclestone. Desuden er selskabet involveret i et kompliceret skattecirkus med en kompleks selskabsstruktur på tværs af forskellige skatteparadis. Dette har givet en del debat. Men det interessante er nu ikke alene denne sag, men i stedet de spørgsmål som stilles i forlængelse af den enorme rigdom oliefonden besidder: Hvad skal olie-pengene og den norske rigdom bruges til, og hvordan forvaltes oliefonden bedst og styres fra politisk hold.

Det er tidligere blevet diskuteret, hvordan oliefonden taber masser af penge på ikke at investere i tobaksindustrien. Samtidigt bliver det diskuteret at oliefonden eksempelvis ikke kan investere i Lockheed Martin, hvorimod den norske stat godt kan købe fly for millarder af kroner fra selskabet.
Desuden så er der stor diskussion nu om hvorvidt oliefonden skal pålægges at investere endnu mere i grønne teknologier og mindre i kul, olie og lignende. Hvilket er lidt paradoksalt, da oliefonden jo netop baserer sine indtægter på at der eksisterer en olie-industri, og hvis der ikke investeres yderligere i denne industri, så kan det give mindre afkast.

Og måske er olie-industriens fremtid slet ikke så lys som nordmændene er vant til at tænke?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *